Virker TV-reklame stadig?

Hvis du som jeg ser en masse fjernsyn og specielt fodbold, så ved du at der vises forfærdelig mange tv-reklamer i pauserne. Det gælder især under Champions League kampene. Jeg ved ikke om de reklamer – især betting, øl og biler – virker, men det må man gå ud fra, når der fortsat reklameres.

Men jeg ved fra kaffefirmaet Frellsen, at deres tv-spots med det samme kan ses i online trafikken og giver en del flere leads end ellers. Det skriver jeg lidt om her.

Frellsen Kaffe har flere gange kørt små spots om deres kaffe og salg af kaffeautomater til virksomheder. De enkelte spots har været vist på især TV2 News, der vel også kan siges at ramme målgruppen, der er erhvervsvirksomheder, men især HR-chefen, indkøbschefen eller måske chefsekretæren.

tv-reklamer - virker de?

Online er der især tre afledte effekter af en tv-reklame:

1. Mere direkte trafik

Vi kan se, at den direkte trafik til hjemmesiden – altså den trafik, hvor de besøgende taster domænenavnet direkte ind i browseren – stiger med det samme, når der køres et spot. Reklamen giver således trafik med det samme til hjemmesiden. Vi kan også se, at denne direkte trafik aftager med det samme reklamespottet ikke vises længere. Der synes at være en meget klar sammenhæng her.

2. Mere søgetrafik

Trafikken fra organiske søgninger (Google) stiger også og med det samme et spot sættes i gang. Nu kan man jo ikke se det enkelte søgeord i Analytics, men der er sikkert mange, der søger efter branded (Frellsen), så det vil typisk være disse søgninger, der stiger. Vi kan også se, at søgetrafikken flader ud til et normalt leje nogle uger efter et tv-spot er stoppet igen. Det giver således et “peak”, men ikke en vedvarende høj søgeaktivitet.

3. Flere leads

Flere leads er afledt af mere trafik fra punkt 1 og 2. Men sådan behøver det jo ikke at være. Det er det dog i dette tilfælde. Antallet af leads stiger i den periode, hvor der kører en tv-reklame, men konverteringsraten er stort set stabil. Så det er ikke nødvendigvis bedre trafik, der kommer ind fra tv – den konverterer som gennemsnittet af alle andre trafikkanaler.

Med disse tre afledte effekter online, kan man godt tillade sig at stille spørgsmåltegn ved om tv-reklamer i dette setup er kosteffektivt eller om man kunne bruge budgettet på noget andet, der er billigere og virker lige så godt?

Da trafikken falder tilbage til normalen efter ophør af tv-reklamen fungerer tv jo mere som et taktisk medie end som egentlig branding. Var der en branding-effekt ville man jo opleve en stigning i trafikken, der også ville fortsætte efter tv-kampagnen er stoppet. Men den branding-effekt udebliver.

I stedet var det måske mere fornuftigt at anvende nogle af de mere taktiske kanaler som Google Ads eller Facebook Ads – det vil højst sandsynlig give en bedre CPL – cost per lead.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

RSS
Follow by Email
LinkedIn
Share